Category Archives: Teater

Hankøn

“De stakkels mænd”, fortalt af kvinder
Teater Får302, 10. – 22. marts

Mænd har det hårdt. De har større sandsynlighed for at udvikle ADHD, droppe ud af skolevæsenet, blive forladt af deres partner, miste kontakten til deres børn og blive beskyldt for sexisme, bare for at nævne et par eksempler.
Med sådanne deprimerende facts starter historien om vor tids mand.  – et voksent menneske af hankøn. (kilde: den danske ordbog).Hankøn

”Hankøn” er udviklet af fem kvindelige kunstnere, der godt ved at det er paradoksalt, at de som kvinder, skal forsøge at forstå hvad der har bragt den moderne mand i krise – og måske hvordan han kan komme ud af den igen?
Det er dog ikke en opgave de selv mente de kunne løse, og derfor er alle de forskellige tekster og udtalelser i stykket, oprindeligt sagt eller skrevet af mænd. Enten fra interviews i forbindelse med forestillingen eller citater fra læserbreve og artikler.
Der altså tale om en pakkeløsning: mænds ord, formidlet gennem kvinder, der er pakket ind som mænd. Spørgsmålet er om den indpakning bringer en ny dimension til diskussionen?
Udover at det har den fordel at forestillingen hverken bliver kvindehadsk, selvretfærdig eller navlepillende.

På scenen står tre kvinder klædt ud som mænd, i termojakke, kedeldragt, skovmandsskjorte og overskæg. De to skuespillere, Gry Guldager og Rosa Sand Michelsen, er pissedygtige og sjove, når de portrættere og gengiver den ene usikre mandetype i en krise, efter den anden.
Dertil er der musikeren Sanne Dasseville der styrer musiksiden, og holder sig lidt i baggrunden, men dog samtidig indgår i et fællesskab af forvirrede mænd. Lydsiden tager ind imellem lidt overhånd og mindre mikrofonstøj og musikalske input havde ikke gjort noget.
Som trio fungerer de dog godt, når de spejler hinanden, bevæger sig unisont og siger replikker i kor. Det er små detaljer, der skal sidde i skabet for at virke, og det gør de.

Der er hovedsageligt tale om en opsummering af debatten om den moderne mand i krise, som vi har hørt den indtil nu. Forskellige sider af sagen præsenteres gennem stykket, der er inddelt i små kapitler som ”Interview”, ”myter om mænd” og ”historien om Ole”.
Men man mangler lidt at komme derned hvor det gør ondt. De behøvede ikke at komme med løsningen på et af de mest omdiskuterede kønsspørgsmål i dag, men der bliver pillet for lidt ved de svære ting: hvordan er jeg en god far? Hvordan kan jeg være både mig selv og en rigtig mand?
De spørgsmål bliver kun overfladisk berørt, og fremstillingen af diskussionen bringer ikke noget nyt på bordet.

Jeg kunne rigtig godt lide den her forestilling, scenografien var fed, teksterne dækkede et spredt spektre af holdninger og skuespillerne var overbevisende, charmerende og sjove.
Med denne anmeldelse nærmer vi os igen forestillingens paradoks. For det er vel det, det er, når ”Hankøn” bliver anmeldt af en kvinde, der forsøger at bedømme hvor dybt der bliver gravet i problemet, og om ”man” er blevet klogere.
Som kvinde var jeg i hvert fald underholdt. Derfor får ”Hankøn” 4 flotte kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Får302’s hjemmeside her.

Anmeldt af: Johanne Hav Hermansen

med emneordet , ,

Warszawa

2 kanyler
Idiotsikre referencer og snotdumme damer
Teater Grob, 8. marts – 12. april

Warszawa er 2. del af Det 6. Kontinent-serien, der temamæssigt kredser om at være dansker i en globaliseret verden. I denne forestilling befinder vi os i Warszawa, hvor vennerne Johannes og David netop er ankommet. David er ud af det blå blevet gift med sin kæreste, og Johannes har derfor arrangeret en polterabendtur til den polske hovedstad, som de sammen besøgte på en interrailtur efter 9. klasse.  Nu skal de til Chopin-koncert og fejre Davids ægteskab! Den tredje ven, Rune, er på vej fra Beijing, men hans fly bliver konstant aflyst, og han flyver fra det ene land til det andet i forsøget på at nå koncerten i tide. Samtidig er der filmoptagelser i gang på hotellet, og vennerne støder ind i den evigt-coke-indtagende, amerikanske skuespiller Marc, og assistenten Louise, som de to venner kender tilbage fra gymnasiedagene, da hun var den lækre, uopnåelige 3.G’er. Efterhånden finder vi ud af, at der var en knap så romantisk grund til Davids giftermål, og at Chopins nocturne er godt mod alt.Warsawa

Handlingen er egentlig morsom, og balancerer fint mellem det absurde og det realistiske. Desværre er manuskriptet ikke ret velfungerende. Dialogen er funderet på jokes (og det er de dårlige af slagsen), øgenavne, sarkasme og et bjerg af referencer. Den bliver ved med at kredse om den varme grød, de endeløse gentagelser er både unødvendige og virkelig irriterende, hvilket resulterer i, at manuskriptet ender som en fortænkt og forudsigelig omgang mos. Da den usandsynligt klodsede Louise Madsen for gud ved hvilken gang får smadret sin næse og får næseblod, bliver man en anelse træt. Det var ikke sjovt første gang, det er heller ikke sjovt tredje gang. Det er en leflen for den laveste fællesnævner, og manuskriptet mangler en ordentlig portion finesse. Der bliver trukket tråde til Charlie Chaplins ”Diktatoren” og ”Venter på Godot”, og mens Chaplin-delen fungerer både humoristisk, stilrent og med klasse, så er referencerne til Beckett ærligt talt trættende og alt, alt for åbenlyse. Man skal lade være med at referere så skamløst til et af teaterhistoriens største værker, hvis man ikke kan gøre det med stil.

Skuespillet er generelt rigtig godt i “Warszawa”. Især Jens Sætter-Lassen er dejlig, og han forstår at portrættere den, på overfladen, muntre David, der i virkeligheden slet ikke har så meget grund til glæde. Hans karakter er den, hvor der er mest at arbejde med, og det er synd, for man kan mærke at Cyron Melville, Mia Lerdam og Malte Joe Frid-Nielsen har masser at tilbyde, men manuskriptet låser dem i karakterlignende og stereotype roller, hvor deres talent kun glimtvis får lov at skinne igennem, hvilket bringer mig videre til endnu et kritikpunkt. Hvor er det dog ironisk (og helt forfærdeligt tragisk) at gå i teatret på Kvindernes Internationale Kampdag, for derefter at blive mødt med en fuldstændig usandsynlig og helt igennem klichéfyldt kvinderolle. Tøsen er vitterligt så dum, at hun ikke kan åbne en pose chips. Hvor er det dog et rædsomt og trist skidt tilbage for dansk dramatik. Jeg har intet imod humoristiske karakterer, og jeg griner gerne af en blondinejoke, men en forestilling har et grundlæggende problem, når alle de kvinder der optræder, både på eller udenfor scenen, enten er snotdumme, hysteriske, løgnagtige eller irrationelle. Teater Grob er normalt et sted, der er leveringsdygtig i skønne, relatérbare og vedkommende forestillinger, og derfor er det så voldsomt ærgerligt, at forestillingen er til fals for letkøbte jokes om den irriterende kvindebladslæsende hystade.

”Warszawa” har et godt plot og nogle talentfulde skuespillere, men desværre bevæger karaktererne sig ikke ud over klichéerne, de uendelige jokes og gentagelser, så slutresultatet er desværre en virkelig irriterende oplevelse. Kulturshot kan kun sende to kanyler afsted i denne omgang.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grobs hjemmeside her.

FOTO: Christian Geisnæs
Anmeldt af: Tine Hjorth

med emneordet , , , ,

Livsbiografi

4 kanyler1
Nyskrevet monolog gransker vor tids unge kvinde
Københavns Musikteater, Emma Genz, 2. – 9. marts

Liv går op i at motionere. Hun presser sig selv, men nyder også lidt forkælelse en gang i mellem, hun spiser en passende mængde citrusfrugter, og bor i en minimalistisk indrettet lejlighed, for så kan hun bedre fokusere på alle de ting, hun nu engang skal nå. Liv er tilsyneladende perfekt. Men vi opdager, at hun samtidig er et luftkastel, og at virkeligheden er en helt anden. Mobningen, den egoistiske, kærlighedshungrende mor, og alle de usendte hadebreve stikker deres grimme fjæs frem i fortællingen om den unge kvinde, der kæmper for at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun vil leve sit liv. Rosalinde Maria Mynster har skrevet teksten, og står samtidig på scenen i denne Emma Genz-producerede forestilling. Monologen er voldsomt velskrevet. Den svinger mellem en dagligdags, ultra-naturalistisk form, hvor hverdagens klichéer bliver fremstillet, uden de virker tomme og forcerede, og en poetisk, nærmest messende stil, der sanseligt italesætter en melankolsk nostalgi, og de to modpoler klæder hinanden.Livsbiografi

Rummet er tapetseret med hvidt, hospitalslignende lærred, og scenografien består af brune papkasser, og en stor portion teknisk flair. Videoprojektioner, lyssætning, og lydeffekter skaber et sammenhængende og altomsluttende univers for forestillingen, som det er kendetegnet ved Emma Genz-produktioner. Det er virkelig en fornøjelse at være vidne til. Derudover er skuespillet en af ”Livsbiografi”s andre stærke punkter. Mynster er både sød og charmerende, rørende og sjov. Hun omfavner rollen med en ærlighed og en flatterende sympati, der giver Liv en dejlig dybde, som man desværre sjældent ser, når unge mennesker portrætteres på teatret i dag (hvilket muligvis hænger sammen med, at disse roller i høj grad bliver spillet af ældre skuespillere, og det er en stor skam).

Alting spiller i ”Livsbiografi” – på nær længden. Forestillingen tager fem kvarter, hvilket er alt for langt, især for en monolog. Rosalinde Maria Mynster gør sit bedste for at fastholde publikums opmærksomhed, men det er en hård opgave, og det ville have gavnet forestillingen, hvis den havde været bare et kvarter eller tyve minutter kortere. Længden gør, at man som publikum døser hen, det bliver svært at holde koncentrationen til sidst, og desværre kommer dele af forestillingen til at virke unødvendige og en anelse svælgende, hvilket er frygteligt ærgerligt med så dejlig en forestilling som ”Livsbiografi”. Alt i alt er forestillingen dog en fryd, og Kulturshot sender fire flotte kanyler afsted til Emma Genz.

Du kan læse mere om forestillingen på Københavns Musikteaters hjemmeside og om Emma Genz her.

FOTO: Kjeld Grønberg
Anmeldt af Tine Hjorth

med emneordet , , , ,

Den Grønne Elevator

4 kanyler1
Klassisk superdruktur i glassalen
Glassalen, Tivoli, 20. februar – 13. april

For snart 100 år siden skrev Avery Hopwood lystspillet “Den grønne elevator”. Siden har forestillingen været opsat utallige gange på de danske teatersener, små som store, og er sågar også blevet lavet til en dansk spillefilm i 1961 med blandt andet Kjeld Petersen og Ghita Nørby øverst på plakaten.
På teatret er det store komikere, der gennemtiderne har besiddet hovedrollerne; navne som Claus Ryskjær, Jørgen Ryg, Kjeld Petersen, og Lily Broberg, Kirsten Walther, og Lisbet Dahl.
Sidstnævnte er denne gang instruktøren på forestillingen.

I 2014-versionen i Tivoli er det ingen andre end Tommy Kenter og Bodil Jørgensen som besidder hovedrollerne, og efter aftenens forestilling, fristes man til at sige, hvem ellers?

Er det så sjovt, når det nu er 100 år gammel komik? Svaret er Ja!

Blanche Weehler (Bodil Jørgensen) og Billy Bartlett (Tommy Kenter) er vel nok teaterhistoriens mest godsindede og naive karakterer. Derfor aner de heller ikke uråd om, at deres ægtefæller er dem utro, ikke med hinanden, men til højre og venstre.
Det finder de, imidlertid ud af den aften, hvor begge deres ægtefæller må aflyse den fælles parmiddag under påskud af et ”Bestyrelsesmøde” og en ”Operatur”. For bagefter at efterlade Billy og Blanche sammen, hjemme i penthouselejligheden i New York. Det bliver begyndelsen på den største druktur i nyere tid. Her kan både “Sommer i Sunny Beach” og “Vinterdruk i Prag”, godt kan pakke sammen.Den Grønne Elevator

Med et skudsikkert team af skuespillere har Lisbet Dahl (instruktør) fået en virkelig flot forestilling op at stå. Helt klassisk uden så mange dikkedarer.
Er det så sjovt, når det nu er 100 år gammel komik? Svaret er Ja! Det er en powerforestilling med tempoet helt oppe på max. Humoren er lidt i stil med den, man finder i revy’en. Der er mange ordspil, misforståelser og akavede situationer. Der er ingen tvivl om, at Lisbet Dahl har haft en uudtømmelig kilde af ideer til hvordan denne opsætning skulle skæres, efter alle hendes år på cirkusrevyen. Hun har virkelig næse for den slags komedie, og hun har brugt ideerne godt!
Det var hysterisk morsomt, da Blanche river sig fri af sin forsigtighed og i raseri, lige nøjagtigt tør smide en bog på gulvet, og da Billy gør det samme med coveret fra en LP er salen lagt ned af grin. Det er disse små genialiteter, der er mange af og det gør det hele til en fryd at se på. For en ting der er svær at løbe fra, er udviklingen i komik de seneste 100 år.

Via tv og film er vi de sidste 25 år blevet bombarderet med komik. Især i den store bølge af Teen-movies findes der uanede mængder af akavede situationer og pinlige optrin.
Derfor er dét som engang var forestillingens morsomste passager, slet ikke så voldsomt sjove for et ungt publikum, da de har oplevet meget værre ting på film. Det er anbefalelsesværdigt at tage sine forældre eller bedsteforældre med ind at se dette lystspil.

De 4 biroller driver forestillingen fornemt frem og fungerer som excellente ”hjælperyttere”, men man må sige at det er hovedrollerne der for alvor er kød på. Bodil Jøgensen og Tommy Kenter er topcastet til rollerne.
I sidste del af første akt, hvor bar-vognen bliver tømt og den grønne elevator drink bliver opfundet, rammer de plet. De formidler følelsen og essensen af en meget beruset aften perfekt! Man kan ikke undgå at tænke på de, forhåbentligt få, gange hvor man er blevet så fuld, at saneserne totalt svigter. De gange hvor synet, følelsen, hukommelsen og balancen er blevet hægtet af. Men hvor man samtidig har det alt for sjovt til at stoppe!
En kvinde i slut 30’erne, der sidder foran mig, hvisker til sin mand under drukscenen ”Skal vi ikke tage os en cocktail senere”… og så er der vidst kun at sige; Bund eller resten i håret!

Kulturshot.dk giver “Den Grønne Elevator”  4 sprøjter og takker for at vi ikke fik tømmermænd!

Du kan læse mere om forestillingen på Tivolis hjemmeside her.

Anmeldt af : Jacques le Renard

Afdelingen for mindre planter

 

4 kanyler1
Komisk hverdagsdrama, med absurd tvist!
Teater Grob, gæstespil af >>Teatret<< & TeamTeatret 6. – 21. februar

På Lunds planteskole sker der ikke det store. Krisen kradser og medarbejderstaben er blevet beskåret, så den nu kun består af Dorthe  og Lis. De arbejder i den eneste tilbageværende afdeling på planteskolen. Afdelingen for mindre planter. Deres job er at sætte stiklinger i plantebakker, et meget ensformigt job dag ud og dag ind, som de 2 kvinder underligt nok holder rigtig meget af. Her er tryghed og rutine.

Desværre må Lund endnu engang til at skære ned i medarbejderne, og med hele 50 procent. Så derfor må en af de 2 kvinder rejse. Hvem der skal gå, lader Lund være op til kvinderne selv at finde ud af.  Og så sker der pludselig store ting i de små lokaler på planteskolen.

…Marie Mondrup og Stine Schröder Jensen er undervurderede… 

Scenograf Gitte Baastrup har frembragt en lille fin scenografi. Man har virkelig følelsen af at befinde sig bagerst i et lille lokale i et gartneri, blandt potter, plantebakker, kunstgødning, plantemuld, vandslanger og alt hvad der måtte høre til.  Så fint!

Karaktererne er virkeligt underholdende. Henrik Prips karakter Lund, er fuld af humor. På ” De nattergale”- måden (er det så godt? Ja det er det!) Prip har givet ham  mange spændende lag. Lund er både omsorgsfuld, kontant, meget rolig og samtidig en lidt springfarlig bombe.
Både Marie Mondrup og Stine Schröder Jensen er undervurderede, de har skabt nogle dejlige kvinder i Lis og Dorthe. Den ene mere blank end den anden. To forhutlede individer. Den ene ”tør” sove hjemme, og den andens største opgave er at få råd til en cykel og en Legolands tur til datteren. Jeg følte fra første sekund med de 2 kære kvinder. Fantastisk grundkomiske og perfekte til et reality program om udkants Danmark.
Deres samspil er morsomt ad helvede til og de mestre pausernes kunst, uden at tabe tempoet det mindste. Knald godt arbejde!Afdelingen for mindre planter

Forestillingen er humoristisk skrevet og flere gange forekommer der absurde seancer med underfundige musical indslag. Komikken virker til tider en smule søgt desværre.
Men jeg synes ikke det står for skuespillernes regning. Det er mere på manuskript plan. Mest af alt, går det ”galt”, i den drømmeagtige absurde seance, hvor Marie Mondrup i sin sidste exit, skal op i en trapez. Det lidt som om man søger et godt udgangs grin. Også på grund af trapezen ikke har været en del af scenografien so far, men kun giver mening på grund af en spinkel reference til karakterens brændende ønske om at rejse med cirkus.
Andre af de absurde seancer virker glimrende. For eksempel er det virkelig morsomt da Henrik Prip bryder ud i sang og sangen udvikler sig til et større nummer, med Lis og Dorthe som kor og dansepiger.

Det er i den grad spændende når livets små problemer bliver store, og det lille hverdagsdrama, man søger med lup for at finde, pludselig er tilstede, det forstørres, og betyder ALT for vores skrøbelige og ikke omstillingsparate eksistenser.
Det lille hverdags drama længe leve! Det skal jo ikke være store arvesager/Utroskab alt sammen. Det handler også om at få råd til små ting i hverdagen. Og ikke miste sit job!

Kulturshot.dk giver 4 store sprøjter til “Afdelingen for mindre planter” på Teater Grob.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grobs hjemmeside.

FORO: Christian Geisnæs
Anmeldt af : Jacques le Renard

med emneordet , , ,

SNESKUD

KULTURSHOT FÅR VARMEN PÅ SNESKUD!

Den 7. og 8. Februar åbnede Teaterhuset i Magstræde op for mini-teater festivalen ”Sneskud”. En gratis festival som fungerer som en slags opvarmning, til sommerfestivalen ”Vildskud” som løber af stablen i August. ”Vildskud” præsenterer det bedste fra undergrundsscenen, og på ”Sneskud” inviteres nye og gamle ind i Teaterhuset, for at skabe lys og varme i vintermørket.
Alle forestillinger på ”Sneskud” er gratis og slutter af med fest, øl, og networking. Der er skide god festivalstemning. I alt 6 forestillinger og en masse performances spiller på Sneskud – Kulturshot nåede halvvejs igennem programmet.

SHAKESPEARE EKSPERIMENTET af CirconflexShakespeareeksperiementet
Vi befinder os i en mørk kælder pakket ind i toiletpapir. 4 udmattede karakterer er krøbet sammen i hvert deres hjørne. De er klædt i hvidt og malet med teatersminke – klar til at hoppe på scenen og i karaktererne og spille forestilling. For disse karakterer er dømt, dømt til at spille sig selv om og om igen. At spille Julie, Lady Macbeth, Hamlet og Dronning Tamora.

Karaktererne har alle blodige og ulykkelige skæbner, som de ikke selv er skyld i. Det er nemlig Shakespeares skyld. Det er han som fører dem i døden og ulykken; som små marionetdukker fører han deres hånd og fører dem, igen og igen, ned i afgrunden. Shakespeares karakterer er så menneskelige, at de kunne være virkelige. Og her er de det!
I Shakespeares dramaer er der 29 mord, 11 selvmord, og så er der alle de karakterer som dør af naturlige årsager – Shakespeare er en massemorder! Alligevel vil han ikke give sine karakterer fred. De er tvunget til at spille et utal af genopsætninger som aldrig holder op, uden mulighed for at fortælle deres udgave af historien.

Forestillingen giver et nyt blik på Shakespeare, og kommenterer komisk på at Shakespeare er en af de mest spillede dramatikere nogensinde. Shakespeare bliver ved med at blive genopsat, igen og igen – holder det nogensinde op?!
”Shakespeare eksperimentet” præsenterer også 4 af de største værker: “Romeo og Julie”, “Hamlet”, “Titus Adronicus” og “Macbeth”. De 4 dramaer bliver præsenteret på en uprætentiøs facon og dramaerne bliver gjort meget tilgængelig. På humoristisk facon, aktualiseres Shakespeare og sættes i et nyt lys, med klare referencer til popkulturen, det kitschede og det platte. Alt sammen serveres med en god omgang teaterblod i form af blåbærtærte, kirsebærsovs og granatæbler!

Replikker og historie leveres med henholdsvis uigennemtrængelig charme & humor og brændende intensitet & vildskab. Det er 4 stærke og kraftfulde power-ladies, der fortjener at stå på en større scene end Teaterhusets Planeten. Kulturshot sender 6  kanyler efter “Shakespeare eksperimentet”!
Circonflex Vandt publikumsprisen på Vildskud 2013, og er hovednavnet på ”Sneskud”.  Du kan læse mere om Circonflex her.

SØNDAG I FAMILIENS SKØD af Teater Fém
Teater Féms forestilling handler om at finde hoved og hale i sit liv som ung anno 2014. At holde rede på alle aftaler, og trygt gennemgå kalenderens nøje planlagte uge, fordi man bliver så forvirret når man ikke ved hvad man skal.
Forestillingen handler om usikkerhed, gruppepres, kropsfiksering, identitetskrise og andre pubertære problematikker, som man langt op i voksenlivet stadig kæmper med. Desværre virker forestillingen også ret pubertær og forvirret.
Den er ikke gennemarbejdet nok, og jeg savner en klar retning i forestillingen. Det er som om performerne ikke helt tror på deres eget projekt, og så falder det meget hurtigt igennem.
Jokesne bygger på det absurde, det perverterede og sexfikserede, men det er desværre bare ikke sjovt.
Der er noget på hjertet og både poetiske og komiske eksperimenter, men der mangler en god omgang gennemarbejdelse.
Teater Fém får 1 shot.

PERFORMANCE af danser Mark Meszarosvildskud
Mark Meszaros har en hel særlig evne til at fange ens opmærksomhed. Publikum sidder i foyeren; snakker, drikker øl og venter på at komme ind til næste forestilling. Ingen ved at der snart går en performance i gang. Lige pludselige indtager Mark rummet – med en enorm intensitet og autoritet. Med et trylleslag ændres hele rummets stemning. Alles opmærksomhed er pludselig rettet mod Mark, uden at man egentligt opdager at performancen er gået i gang. Han har blot sat sig ned ved et fremmed bord og startet en samtale med en af bargæsterne i foyeren.
Igennem dans og stemme-eksperimenter, sætter han fokus på kroppen og sindets sammenhæng; det at være i verden og være i kroppen. Hvor går grænserne mellem en selv og omverden? Og hvor langt kan man gribe ud i rummet og stadig eksistere på ét sted?
Mark Meszaros får 4 shots.

SPLINTERGROUP #7
Splintergroups indslag kan man ikke rigtig kalde en forestilling. Det er snarere en præsentation af Holberg Film- og Teaterskolens arbejdsmetoder. 4 elever fra skolen deltager frivilligt i gruppen Splintergroup og fremfører forskellige teaterøvelser for publikum.
Det er et interessant indblik i de metoder som skolens leder, Stuart Lynch arbejder med, men det er mere et slags foredrag end en egentlig forestilling. De arbejder primært med ”Theatre Switch Training”, som beskæftiger sig med at skifte hurtigt mellem forskellige sindstilstande og øvelser.
Eleverne har stadig meget at lære og at arbejde med, men da de præsenterer ”Sneskuds” gæster for visningen, har de også kun været på skolen i 1 måned. Det bliver spændende at se hvordan de udvikler sig.

 SNESKUD
Aftenen sluttes af med stand up af to fandenivoldske tøser som beskriver et forestillingsforløb. De tager pis på alle skuespillere og instruktørers arbejde med skabelse af en forestilling. Hvordan når man fra idé til scene? Ja, hvordan får man overhovedet en god idé? Skal man ”devise” og improvisere hele forestillingen frem, eller skal man skrive et drama? Selvom man sagtens kan skrive uden at være fuld, hjælper det så ikke at drikke resten af vodkaflasken? Hvem er ”Måde”, og hvorfor skal vi drikke med ham? Er det okay først at gå rigtig i gang med at lave forestillingen en uge inden premieren, selvom man havde et prøveforløb på 6 uger?
Det er komisk og en meget uhøjtidelig måde at slutte aftenen af på inden festen starter. Det er jo bare teater, øllene er billige og stemningen er god!
Man går fra ”Sneskud” med godt humør, og hovedet fuld af masser af indtryk og inspiration. Så er det bare med at prøve at holde varmen og se frem til at festivalen for alvor begynder, når ”Vildskud” åbner i August.

Du kan læse mere om “Sneskud” og “Vildskud” her, her og her.

Anmeldt af Ida Fredericia

med emneordet ,

Den Stundesløse

5 kanyler

Hold da helt Holberg! Det er herligt!
Folketeateret, 1. februar – 8. marts

Vi kender det alle sammen alt for godt. Hverdagens mange gøremål, møder og aftaler kan ofte give sved på panden. Når vi så samtidig bombarderes med indtryk og spørgsmål fra trykte og sociale medier, som vi ”tvinges” til at tage stilling til, så er det at hjertebanken, hovedpine og i værste fald stress indfinder sig. Vi har travlt, åhh vi har så travlt!

I 1723 kaldte Holberg det, at være stundesløs; altså ikke at have ledige stunder.

…Oldfux, byens svindler og super fusker
spillet af Tom Jensen, er en ren fornøjelse!

I dette fine eksempel på den helt klassiske komedie er vores hovedperson Vielgeschrey (Henrik Kofoed) stundesløs, og i hans indbildte travlhed kan intet trænge igennem til ham. Så da datteren Leonora skal giftes væk, finder han selvfølgelig også en mand til hende, som har større værdi for ham selv end for datteren. Nemlig revisoren Peder Eriksen, der kan være til hjælp med regnskabet i Vielgeschrey’s forretninger. Leonora ønsker derimod at gifte sig med Leander, og derfor tvinges det unge par ud i en fræk intrige for at snyde faderen.Den Stundesløs

De får hjælp at tjenestepigen Pernille (Cecilie Stenspil), som er den eneste, der i perioder kan få opmærksomhed fra Vielgeschrey. Planen bliver således at stresse den kære mand endnu mere, så han ikke opdager, at det er den forkerte frier, der møder op i forklædning.

Både begyndelse og slutning på komedien er en smule anderledes end originalen. Vi ledes roligt ind i travlheden bag huset 4 vægge af tjenestepigen Pernille, der i begyndelsen har en fortællerrolle. Hun beder os samtidig om, ikke at agere stundesløse, rent faktisk slukke mobilen, og tage os en ledig stund til at se forestillingen.

Opsætningen er skarpt bearbejdet af dramatikeren Thor Bjørn Krebs. Han har formået at gøre komedien aktuel og ikke mindst til at forstå i dagens Danmark. De bearbejdede scener er samtidig skrevet med en ”moderne Holberg-hånd” så vi stadig kan fornemme stilen og den samfundskritiske undertone. Meget fint!

Instruktør Søren Iversens flotte arbejde må roses! Han skaber de fineste scener, med en smuk balance mellem det totale kaos og en tilpas mængde orden og struktur. Er der for lidt kaos, tror vi ikke på historien/intrigen vil virke, og er der for meget, bliver scenerne for rodede og så kan vi ikke hitte rede i galskaben.

Scenografien hjælper os også med at beholde overblikket. Den er enkel, men smart konstrueret af Camilla Bjørnvad. En håndfuld roterende kuber med døre i, giver os fornemmelsen af et kæmpestort hus. Men det at de ikke flyttes rundt på scenen, opretholder en vis orden, og billedlig balance hele stykket igennem.

Castet er yderst velspillende. Henrik Kofoed og Cecilie Stenspil fungerer perfekt sammen. Deres samspil kombineret med de andre stærke hjælpekarakterer, sender komedien op i de rette Holbergske højder.
Oldfux, byens svindler og super fusker spillet af Tom Jensen, er en ren fornøjelse! Han må virkelig roses for hans mange biroller, der ikke bare tager fusen fra Vielgeschrey, men også fra publikum. Det er en kæmpe komisk energiudladning hver gang han kommer på scenen. Udover ham er Søren Hauch-Fausbøll og Sonja Oppenhagen skønne i deres roller som henholdsvis revisorsøn og gammeljomfru.

Er du til klassisk teater og ikke bange for gamle gloser, flamboyante kostumer, fald-på-halen komik, og spidsfindig ironi,
Så tag en stund ud af kalenderen og hop i folketeateret!
Kulturshot.dk giver ”Den Stundesløse” 5 sprøjter!

Du kan læse mere om forestillingen på Folketeatrets hjemmeside her.

Anmeldt af : Jacques le Renard

Trofast

2 kanyler
Meningsløs sjov med døde dyr

Teater Får302, 3.-26. februar

I venteværelset på kæledyrskrematoriet venter 3 mennesker på at få udleveret urnen, med deres kæledyrs jordiske rester.En mand græder over sin elskede hund Pytte, og mindes hendes store, sorte, våde hundeøjne.

TrofastEn kvinde begræder tabet af marsvin nummer 9 (alle ved navn Bimmer), og en anden at katten Preben er blevet til luft (han var ellers en kat efter yatzy). Der sidder også en mand helt stille i hjørnet, der går et stykke tid før han har noget at sige.

I første del af ”Trofast”, kommer alle de små historier, som de her ekstreme kæledyrsejere, kan fortælle om deres forhold til de afdøde (og nybrændte). Der er mange sjove små sekvenser og udbrud.
Der bliver ført samtaler om valg af urne 1 eller urne 2 og naturligvis hvilken slags kæledyr det er okay at have (et usundt forhold til), når man er blevet voksen.

Men derudover er der ikke meget godt at sige. Fra venteværelset, kommer de ud på en dyrekirkegård, Det er mørkt og den tidligere tavse mand, der hedder Palle og er personale, skynder på dem for at de skal grave huller til deres dyr. De kan ikke finde ud af det, og imens lyder mærkelige fugleskrig over dem, og sikkerhedsvagtens hunde kan komme hvert øjeblik det skal være.
Da Palle pludselig forsvinder for at dukke op igen med indiansk hovedbeklædning, og neonfarvede tapestriber på sin nøgne overkrop, begynder det for alvor at smuldre.

For det giver ingen mening. Der er ingen fremdrift, der er ingen udvikling hos karaktererne. Det minimalistiske venteværelse fungerer i det mindste i sin enkelhed, men derfra bliver dynget lag på lag på lag, på den i forvejen meget spinkle historie.

”Trofast” får to shots. Et shot for replikkerne der egentlig er velskrevet og hovedsageligt godt leveret, og et shot for begyndelsen i venteværelset, der var lovende. Men udvikling, historie, mening, sammenhæng og stof til eftertanke var der ikke noget af.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Får302’s hjemmeside her.

FOTO: Thomas Cato
Anmeldelse: Johanne Hav Hermansen

Sne

5 kanyler
En velkendt krig giver plads til små historier og smukke billeder
Husets Teater, 1. februar – 1. marts

Flere tusind små stykker plastic, drysser i løbet af forestillingen ned over scenen. Mere eller mindre konstant daler de og skaber derved et univers hvor alting forsøges dæmpet, men hvor alt det beskidte og ødelagte står i tydelig kontrast.Sne

”Sne” er en dramatisering af Orhan Pamuks roman, om den tyrkiske forfatter Ka, der vender hjem til sin barndomsby. En anonym provinsby, der kunne ligge de fleste steder i verden.
Han kommer egentlig for at finde kærlighed og inspiration til sine digte, men finder byen i oprør, hvor den muslimske sekt ”Allah loves you” kæmper mod byens journalist.

I foromtalen af stykket bliver der skrevet om kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og religion og politik. – Det skal man ikke tage så alvorligt. Krigen mellem muslimer og ikke-troende danner mest rammen om stykket. I monologerne om retten til at være muslim og til ikke at være det, er det hovedsageligt argumenter man har hørt før. Men en vigtig pointe får de dog frem til sidst: På begge sider fortaber man sig i principper og detaljer, i stedet for at se på virkeligheden.

“Sne” er et smukt teaterstykke om en mands tilbagevenden og et tværsnit i det miljø byen har udviklet. Der er historier der ikke bliver fulgt op på, måske fordi stykket tager udgangspunkt i den tid Ka er hjemme.
Det handler mere om eksistentialisme og de enkelte karakterers historie, end det gør om ytringsfrihed.
Det er godt, for det er de små historier der er gribende og sjove. For eksempel den muslimske dreng Johan, der er bange for at Allah ikke findes, fordi han kun kan tænke på at kneppe Fløjl, der sidder foran ham i koranskolen.
karakterernes individuelle historier, og ikke mindst scenografi og musik skaber de billeder man tager med sig hjem.

Der er meget humor på scenen; Claes Bang som den religiøse leder Grøn, er en karikatur på en kommerciel prædiker/mafiaboss, som man kender dem fra USA. Hans karikatur understreges også af hans tendens til at sige sine pointer på engelsk: ”Allah loves you! Allah loves you, just the way you are!” (Hallelujah! kunne man ellers fristes til at udbryde).
Men størst stråler nu Morten Burians perfekte tandsmil, som den nationalistiske journalist Herbert. Han er egentlig også karikeret, men besynderligt nok langt mere troværdig end Grøn. Måske fordi vi er vant til billedet af den lille, hvide, fordomsfulde mand, der fører et personligt hævntogt på vegne af et helt samfund. Det er spillet humoristisk og gennemført.

Samtlige karakterer optræder både som sig selv og som en iagttagende fortæller til begivenhedernes gang. Dette er lidt forvirrende, da overgangen mellem skuespillernes forskellige karakterer ikke altid er lige tydelig. Men derefter giver det en god dynamik i historien, og understreger landsbymentaliteten hvor ”alle taler om alle”.

Selvom der er enkeltdele der halter, er helhedsindtrykket af ”Sne” utrolig positivt. De små historier, de dygtige skuespillere, de mange stærke og sjove scener gør at ”Sne” får 5 shots.

Du kan læse mere om forestillingen på Husets Teaters hjemmeside her.

FOTO: Henrik Ohsten Rasmussen
Anmeldelse: Johanne Hav Hermansen

ROSMERSHOLM

4 kanyler1

Endnu en Ibsen-klassiker
Aarhus Teater, 17. Januar – 15. februar

Netop nu opføres forestillingen Rosmersholm på Aarhus Teater. Dramaet er en psykologisk teaterthriller af Henrik Ibsen, instrueret og fortolket af Thomas Bendixen. Her har man virkelig mulighed for at opleve klassisk teater indtil d. 15. februar. Aarhus Teater har præsteret en del gode Ibsen stykker de seneste år, og formår på en måde at gøre det igen.

Flere af Henrik Ibsens værker indeholder spændingsfyldte, dramatiske opbygninger, hvor der er markante kvinder i fokus, som vi fx kender fra Et Dukkehjem, Vildanden og Hedda Gabler. De samme midler ser vi i Rosmersholm, hvor Rebekka West viser stærke (og svage) karaktertræk. Beate, den frafaldne præsts hustru, har taget sit liv. Der lurer under overfladen på Herregården Rosmersholm, og dette er omdrejningspunktet for forestillingen. Hvorfor døde Beate?
I denne forestilling er der fokus på historien, der både indeholder psykologiske og politiske aspekter. Rammen for historien er sat i en forholdsvis simpel, men symbolsk scenografi. Det cirkulære gulv understreger en cyklus for karaktererne, der er klædt i klassiske og tidssvarende kostumer. Rebekka er i hvidt fra top til tå, men i anden akt, da vi får indløst færten af skandalerne, iklæder hun sig en sort frakke.ibsen

Første akt bruger meget tid på at vise karaktererne og deres indbyrdes relationer frem. Anden akt bliver noget mere gribende, idet historien for alvor tager fat. Første akt er derfor noget tungt.
Hele opsætningen er meget klassisk, og der er fokus på det fine skuespil og den dramatiske historie. Det kan være hård kost for uvante teatergængere, da man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på karaktererne og deres indbyrdes relationer. Men hvis man har kendskab til Ibsens værker, eller gerne vil se et klassisk stykke, er det nu, man skal gribe til.
Ibsens historie og spændingsopbygning holder, hvis man er interesseret i en opsætning, der er meget tro mod dramaet. Man kan mærke, at det skal gå galt, og i anden akt pibler afsløringer frem. Det er spændende at følge med i det psykologiske, og se hvor langt mennesker er villig til at gå for at fuldbyrde deres drifter.

Men stykket kunne være gjort mere relevant for et nutidigt publikum, hvis det havde haft nogle mere moderne rammer. Jeg savner mere nyfortolkning, der kan bidrage og give flere symbolske lag til dramaet. Det kunne have været en flirten med en anden scenografi eller andre kostumer fra et andet univers, der kunne have givet et clash imod dramaets klassiske historie og replikker. Eller hvis stykket havde valgt at leve op til en dyrisk og Gollum-lignende spillestil, som man ser på pressebilledet af Rebekka.

Det her er klassisk teater. Sådan rigtigt teateragtigt. Det kan dog anbefales, hvis du vil have et stykke med Ibsen i en tro version. Og bring lige farmor med!
Forestillingen får 4 kanyler. Læs mere om forestillingen på Aarhus Teaters hjemmeside her.

FOTO: David Bering
Anmeldelsen er skrevet af Kirsten Østerskov